WestStream

Om firmaet

I begyndelsen

Det startede med en idé. En idé om et bankospil. Coronakrisen havde sat ind, og ingen vidste, hvad det ville medføre. Skal vi sige farvel til alle vores dejlige restauranter og butikker her på Fanø? For at undgå det skulle bankospillet være til fordel for erhvervslivet. Hvor et bankospil normalt nyder godt af de sponsorerede præmier fra øens butikker og restauranter, så skulle det her bankospil støtte dem i stedet.

Idéen var at sælge fire plader for 100 kr. og de penge, der kom ind, skulle bruges på gavekort. Et gavekort på 1000 kr. til de lokale restauranter for eksempel. 750 kr. til tøjbutikkerne osv. Efter en uge på de sociale medier havde jeg solgt plader for 51.000 kr. Langt over hvad jeg havde forventet. Pludselig fik jeg travlt med at bruge alle pengene i øens butikker.

Den første succes

Men det lykkedes og i påsken d. 11. april sendte jeg sammen med min kæreste tre timers banko via Facebook Live. Når folk havde banko ringede de ind på telefonnummeret, der stod på en planche hængt op på bogreolen bag ved vores lille, interimistiske studie. Ud fra kartoteket med de udsendte plader kunne vi kontrollere, om banko var godkendt, og dermed fik vi på tre timer givet gavekort væk for en værdi af 51.000 kr.

I dagene efter bankospillet havde vi åbent hus hjemme på adressen i Nordby, hvor folk stod i kø for at hente deres præmier. Her var der mange, der sagde, at de ellers normalt ikke var til bankospil. Det var ofte sådan noget med sure damer i et forsamlingshus, der tyssede på en. Men det her havde været rigtig hyggeligt. Man kunne sidde derhjemme med sin egen kaffe og følge med i sit eget tempo.

Den gode idé

En idé begyndte at gro i mit hoved. Ikke nok med at man med Facebook Live kan nå ud til en langt større målgruppe (vi havde folk med i bankospillet fra Dragør, Skagen, Norge og sågar Grønland). Men man kan også nå ud til en helt anden målgruppe, der normalt ikke interesserer sig for det pågældende emne.

Den næste måned brugte jeg på at nørde softwaren og udstyret bagved en professionel Facebook Live-udsendelse. Og præcis én måned efter bankospillet, mandag d. 11. maj, havde jeg AGF som min første kunde. De ville gerne have livestreamet deres første træning fra Fredensvang i Aarhus efter nedlukningen med interview undervejs af træner, fans og spillere. Jeg var i gang. 

IMG_4856_resized

Se genudsendelsen af AGF's stream her

Afspil video